Skip to content

Brev til praktiserende i denne covid-19 tid.

PÅSKEN 2020.

Åbent brev til alle praktiserende

Coronakrisen er her stadig og synes tiltagende globalt.
Der er stor uro og bekymring både for sygdommen, dødsfaldene og de økonomiske og sociale konsekvenser. Megen lidelse. Megen forståelig ængstelse.

Flere har spurgt om man spirituelt kunne pege på et muligt større perspektiv på krisen. Og om det ville kunne være hjælpsomt og lette arbejdet med de tungere og alvorlige aspekter af situationen. Sorg. Smerte. Katastrofeangst.

Man kunne måske med forsigtighed – og undersøgende – tænke over et enkelt tema i den større sammenhæng: Menneskehedens udvikling har vel de sidste par tusinde år været præget af – hvad man kunne kalde – et fokuseret, handlende mandligt princip: konger, krige og patriarkat. Erobring af land og af natur. Ideer om at beherske og udnytte og styre naturen og klodens råstoffer og ressourcer. Kapitalisme. Materi- alisme. Industrialisme.

Tiltag der har bragt menneskeheden – eller dele af menneskeheden – stor frem- gang, stor velstand, store teknologiske goder. Men hvad der vel også må siges at have ført os ud i et ekstrem: Vi opfinder, producerer, forbruger, rejser, kører, flyver og bevæger os ustandseligt omkring på kloden og omkring på nettet. Jo hurtigere jo bedre. Og bruger fossilt brændstof i et tempo som aldrig før.

Nu synes coronakrisen at have fremkaldt og måske nødvendiggjort en global til- stand af dæmpning og nedbremsning af rejser, bevægelse, industri. En slags ufri- villig stoppen op. Fra gøren mod væren. Fra det mandlige princip mod det kvinde- lige princip. Et langsommere mere naturligt tempo. Samhørighed, omsorg, nærhed, sans og respekt for alt der vokser og gror.

Længe har klima- og energikriser peget i retning af det kvindelige: Medfølelse med alt levende. Udtrykt som indsigt i, og formuleringer af, hvad menneskene og kloden har brug for: økologi, bæredygtighed, lokalitet, global medansvarlighed, hensyn- tagen. Spirituelt vokser både forståelsen og behovet for at udforske de kvindelige veje i stedet for de gamle mandligt dominerede metoder og principper.

Hvor klimakrisen ikke rigtigt har formået at bremse overproduktion og -forbrug, synes for en tid coronavirusset fra flagermus og andre vilde dyr at standse verdens kurs mod selvdestruktionens afgrund.

Måske en mulig positiv indsigt fra denne alvorlige krise kunne være at begynde at lytte til det naturlige på en mere kvindelig måde.

At respektere og tage hånd om den ydre natur, kloden, dens ressourcer og dens vidunderlige og skrøbelige biosfære.

At lytte til medfølelsens samhørighed med medmenneskene.
At besinde sig i retning af den indre natur, at lytte til og mærke kroppen.

At huske sit åndedræt og hvor ilten kommer fra: fra planter, træer, plankton og blomster.

At mærke hjerteligheden: taknemmelighed, nænsomhed, medfølelse og kærlighed.

At lytte ind i vågenheden meditativt, undersøgende og stille.

At opdage den skjulte inderste natur i menneskehjertet og i alt levende. Afspændt ikke-gøren. Fra gøren mod naturlig væren.

At mærke balance mellem det mandlige princip og det kvindelige princip i én selv: At hvile afspændt og naturligt i kilden til den mærken.

A brotherhood of man… living life in peace…

You may say that I’m a dreamer, but I’m not the only one.

– John Lennon, Imagine

Med kærlig hilsen
fra midten af et 3 mdrs. retreat

Jes Bertelsen

PS. Hvis du kender nogen som du føler eller tænker kunne få glæde af dette, så del det venligst og brug det frit.

www.vaekstcenteret.dk

Første brev:
MARTS 2020
ÅBENT BREV FRA JES BERTELSEN
Dette er et åbent brev fra Jes Bertelsen, som skriver fra det 3-måneders grupperetreat, som han i øjeblikket leder på Vækstcenterets kursusejendom ved Limfjorden.

Kære fastboende og praktiserende

På grund af Corona er alle danskere og store dele af verden ufrivilligt kommet i retreat. En bemærkelsesværdig om end tilfældig samtidighed med vores for længst planlagte frivillige 3mdr’s retreat ved Limfjorden.

Mange af de temaer der er naturlige på et praksisretreat er pludselig blevet al- mengjort i Danmark: Frygten for smitte og angsten for døden både for en selv men også for ens nærmeste og ens venner er blevet virkelig og pågående. Livets forgængelighed og skrøbelighed.

Man kunne bruge det til at se ind i frygt, angst og den uundgåelige død. Og integ- rere disse provokerende følelser med praksis (yoga, afspænding, mindfulness, neutral iagttagelse, bøn, forbøn, videregivelse, dobbeltrettet opmærksomhed, dzogchen, etc.).

Så hvorfor ikke prøve at gøre det ufrivillige retreat til en frivillig periode af iso- lation og fordybelse, intensive praksisdage eller et kortere retreat, fyldt af videre- givelse?

Myndighedernes vedholdende og ansvarsbevidste appel til at udvise samfunds- sind; nødvendigheden af at stå sammen for at passe på de syge, de sårbare, de gamle, de hjemløse.

Denne appel passer jo fuldstændig med grundmotivationen til at være i frivilligt praksisretreat: At fordybe det indre arbejde for at kunne være mere venlig, hjælp- som, hjertelig og balanceret i forhold til andre mennesker.

Måske denne situation for alle, men ikke mindst for de praktiserende, er en gene- ralprøve på at holde kontakt til hjertet og det højere perspektiv,

bevare en rolig centrering, specielt når der er globale kriser og forventelige sammenbrud?

Så man mærker ængsteligheden for smitte og mulig død.

Man mærker også medfølelsen og omsorgen for sine nærmeste og for sine venner.

Man er opmærksom på nødvendigheden af at alle tager medansvar;

man mærker samhørigheden med menneskeheden, medfølelsen med menneskers konkrete lidelser og smerter.

Man er opmærksom på sin egen krop, dens sårbarhed; man prøver at lade ånde- drættet falde til ro alligevel.

Hvis opmærksomheden er en fugl, lader man den svæve frit og ikke lande i de enkelte følelser eller tanker eller bekymrende billeder.

Opmærksomhedens fugl svæver over det hele, holder nænsomt øje, men fokuserer ikke og lander ikke.

Opmærksomheden og den blå jordklode svæver lige nu og lige her i verdens- rummet.

Og denne frie svæven er båret af medfølelse og af fællesskabsfølelse med menne- skeheden, med krisen, naboen, den elskede og biosfæren.

Mærk den svævende opmærksomheds kilde.
Prøv at hvile afspændt og naturligt i opmærksomhedens ophav.
Og lad venlighed og hjælpsomhed sprede sig herfra til medmenneskene. Som når man køber ind til sin syge nabo og stiller maden foran hendes dør.

Med hjertelig hilsen Jes

PS. Hvis du kender nogen som du føler eller tænker kunne få gavn af dette, så del det venligst, og brug det frit.

 

 

 

Del på din
facebook eller mail: